Om dragens skygge

Lore

Året er 2522, Kejserriget har besejret Kaos Legioner anført af Archaon. Men for en katastrofal pris. Ostland ligger i ruiner. Nordlands skove er infesteret med resterne af den slagne Kaos hær, og krigen har gældsat Nordlands lensgreve, Theodoric Gausser, langt over hvad han kan forventes nogensinde at betale tilbage.  

I kølvandet på denne tragedie vågner den mægtige vyrm BarschenKlaue fra sin søvn og begynder at drive rov på de stakkels indbyggere i Kejserriget. Fra sin hule i de midterste bjerge spreder den død og rædsel i mange måneder indtil den til sidst bliver lokket i en fælde af kaptajn Heinrich Dunkelschloss og det 3. Salzenburg og tilføjet et banesår med den hellige artefakt Fafnersbane velsignet af Ulric selv. Dødeligt såret, og med Fafnersbane stadig solidt plantet i sit bryst flyver BarschenKlaue øst på for at styrte ned dybt inde i skyggeskoven.

Såret, men fast besluttet på at få bragt Fafnersbane tilbage, drager Kaptajn Heinrich Dunkelschloss og resterne af 3. Salzenburg afsted i søgen efter dragens kadaver. De bliver dog stoppet af ostlandske tropper, før de når frem, da BarschenKlaue er styrtet ned i hvad der ganske utvivlsomt er Ostland, og derfor tilhører kadaveret og Fafnersbane nu lensgreven af Ostland, Valmir von Raukow. Indtil videre er fronterne trukket op, men ingen har trukket blod endnu. Der satses stadig på at lensgreverne kan finde en mindelig løsning.

Mens de skændes og forhandler, er der begyndt at dukke rygter op fra andre der bor i skyggeskoven. Rygterne siger at den døende dragens blod har samlet sig i små krystaller, og at disse krystaller både har en kraftig helbredende effekt og kan inducere en tilstand af eufori i deres nærhed. Dette har tiltrukket en vis mængde opportunistisk og desperate personager, der håber på at kunne indsamle så mange af disse fantastiske krystaller, før lensgreverne bliver enige om hvordan rovet skal deles og fordriver alle fra deres territorium.

Jagten er gået ind på dragens skygge, folk fra nær og fjern er draget til skyggeskoven for at søge efter disse krystaller. Men skyggeskoven er langt fra sikker, og i en lille lysning i skoven er både lykkeriddere, og dem der håber på at tjene en skilling på at servicere dem, forsamlet i en lille midlertidig teltlejr. Tiden er imod dem, for ingen ved hvor længe de har til at samle krystallerne og lede efter Fafnersbane, og selvfølgelig slippe væk med rovet. Før eller siden vil kejserrigets styrker igen begynder at gå i takt, og så skal de nok slå hårdt ned på forsamlingen her.

Indtil det sker er der dog penge at tjene og skæbner at forandre. Det kræver blot at man husker at de samme fæller der hjælper en med at vogte over lejren i nattens mulm og mørke, også er ens værste konkurrenter i forhold til at komme helskindet og velstående ud af dette eventyr.